Søg

Viden er magt og kroner

Viden er magt og kroner ifm din e-mail marketing
Hvorfor tro, når man kan vide...

Jeg tror at…! Med nyhedsbreve og e-mail marketing behøver du ikke tro eller være religiøs. Du kan nemlig vide hvor mange der klikker, hvad de klikker på og hvilket udbytte din e-mail markedsføring giver dig.

Når du har viden, har du magt til at målrette dine aktiviteter og derved øge din konvertering og din indtjening.

Dengang internettet og dets muligheder for e-mail marketing lå et pænt stykke ude i fremtiden, var direct marketing en af de ting, som jeg brugte meget. Jeg har ikke tal på, hvor mange gode tilbud jeg sendte ud til kunderne eller hvor mange portokroner, der blev brugt i den forbindelse. Jeg kan bare sige, at jeg burde have fået en rigtig flot julegave fra Post Danmark.

Til gengæld vidste jeg ikke eksakt, hvem af mine modtagere, som læste mine tilbud. Jeg troede, håbede og formodede. Jeg måtte spændt vente til ordrerne begyndte at komme.

Viden er vigtig for din e-mail marketing succes (foto: Jeffrey Collingwood/Photoxpress)

Med e-mail marketing ved du

Helt anderledes er det med nyhedsbreve og e-mail marketing. Her behøver du ikke tro noget som helst. Den slags er der bygget huse til.

Via de indbyggede muligheder i dit e-mail marketing system, som du bruger til at sende nyhedsbreve med, kan du nemlig læse om de enkelte brugeres aktivitet.

Den viden kan du med fordel bruge til at målrette din e-mail marketing yderligere, så hver modtager får det, som har vedkommendes interesse – og slipper for det, som ikke har nogen interesse.

Målrettede nyhedsbreve

Når først du har fået tilladelsen til at sende nyhedsbreve til mig og de øvrige på din mailingliste, kan du principielt sende hvad som helst. Forudsat du har lavet en ordentlig beskrivelse af, hvad du beder om tilladelse til.

Hvis jeg havde tilmeldt mig dit nyhedsbrev om online marketing og du pludselig bruger det meste af pladsen i dine nyhedsbreve til at fortælle om det herlige ved at strikke sine egne sweatre, skal du ikke regne med, at jeg bliver hængende.

Fortæl mig noget om, hvordan jeg får noget ud af min online marketing. Giv eksempler på, hvilke ting jeg med fordel kan gøre for at få mere ud af min e-mail marketing. Så skal jeg nok blive hængende. Jeg kan endda finde på at dele dit nyhedsbrev.

Hvem åbnede dit nyhedsbrev?

I de gode gamle dage kunne man se, hvem der havde åbnet nyhedsbrevet. Med diverse opdateringer har Apple i den grad kastet et par vognlæs grus i det maskineri. I privatlivets hellige navn.

Man kan så diskutere værdien af åbningsraten, for at de åbner betyder jo langt fra, at de er på vej mod kassen. Til gengæld har det bremset/besværliggjort den opfølgende mail, som man ville sende til dem, der ikke havde åbnet i løbet af de første par dage.

Hvad klikkede de på i nyhedsbrevet?

Nu begynder det at blive mere spændende…

  • Hvad klikkede modtageren på i nyhedsbrevet?
  • Hvad fangede deres interesse?

Med den viden kan vi (hvis e-mailprogrammet tillader det) målrette vores kommunikation, sende opfølgende mails om dette og andet, der kan understøtte personens rejse mod købet af den ferie, barnevogn eller smølfekostume i 4XL, som der blev vist interesse for.

  • Hvem videresendte nyhedsbrevet?
  • Og meget meget mere

Faktisk er nogle e-mail marketingsystemer så smarte, at de kan sende nye e-mails – baseret på brugerens adfærd. Du kan for eksempel sende en opfølgende mail, når din læser klikker på noget bestemt eller besøger en specifik side på dit website.

A/B-tests

I de fleste E-mailplatforme kan du lave A/B-tests, hvor du kan undersøge, hvad der giver det bedste resultat. Det kan være emnelinjen, indholdsblokke, ordlyd og andet godt. 

Så kan du vælge at sende en variant til 15 % til hvert testsegment og så efter en bestemt tidspunkt sende resten til den variant, der konverterer bedst. DU afgør, hvilket parameter vinderen skal kåres efter:

  • Åbningsrate
  • Klikrate
  • Omsætning (hvis du har aktiveret e-handelsmodul i Google Analytics eller hvad du nu bruger)
  • eller noget helt fjerde.

E-mail kan ikke leveres

Der er ikke godt, når du ikke kan få din mail igennem til modtageren, for så går personen jo glip af dit gode tilbud og dine guldkorn.

Det er dog ikke den eneste grund til, at det er godt at vide, hvem der “bouncer”. Det er nemlig sådan, at din listes kvalitet påvirkes negativt af bounces. Derfor gælder det om at rydde op i disse. I den forbindelse er det meget godt, at du ved, hvilke adresser der skal fjernes

Modtageren er passiv

Du var glad, da person X tilmeldte sig dit nyhedsbrev. Måske gav du en rabatkode, gratis fragt eller en e-bog. Siden da har personen hverken åbnet eller klikket på noget som helst. 

Det er ikke godt.

Du leverer noget til X, som han/hun tilsyneladende ikke er interesseret i. Så det er spild af vedkommendes indbakke. Yderligere er det også spild af dine penge. Ofte er din pris for brug af e-mailsystemet baseret på antallet af abonnenter.

Yderligere er det også med til at forringe kvaliteten af din mailingliste. 

Så noget må gøres.

Lav et “sunset-flow” for dem, som er passive. Det kunne være, at hvis de ikke har klikket på noget i de seneste 6 mails, så aktiveres en e-mailserie på f.eks. 3 mails, hvor du skriver pænt, at de er på vej ud. Du kan give dem mulighed for at ændre i deres indstillinger. F.eks. ved at bede dem udfylde deres profil, så de får mere målrettede mails.

Og alle de andre muligheder

Det er nærmest kun fantasien, dit datagrundlag og brugerens consent der sætter grænser for, hvordan du kan bruge data til at sende godt indhold til dine læsere og at du har en god listehygiejne. 

 

 

Læs også

Hvad søger du?

Skriv til mig, hvad jeg kan hjælpe dig med