
Øh! Hvor stikker man termometeret ind i en hjemmeside?
Du kan godt lægge termometeret til side. Mit spørgsmål går mere på, om du ved, hvordan det går med din hjemmeside.
Ved du for eksempel:
- Hvor mange besøgende har du haft de sidste 30 dage?
- Hvor de kommer fra?
- Hvilke sider forlader dine læsere dig på?
- Hvilke menupunkter og links klikker de på?
- Hvor mange sider de ser i gennemsnit?
- Hvilke søgeord har dine kunder brugt for at finde dig?
Der er masser af andre spørgsmål, som du også har stor glæde af at kende svarene på.
I forhold til nogle af de skrappe drenge derude, er jeg en ren amatørnisse. Dog ikke mere end at jeg forstår værdien af at kende svarene. Det er også grunden til, at jeg slår på tromme overfor dig, at du (hvis du ikke allerede er i gang) kommer i gang.
Svarene på ovenstående – og mange flere – spørgsmål leverer Google Analytics. Der er så mange statistikker, grafer og søjler, at de kan underholde ved julefrokosterne hos Danmarks statistik de næste 10 år – uden at løbe tør. Og kombinerer du det med Webmasterværktøjer fra Google, er du endnu bedre kørende.
Og det koster gratis (ud over den tid du bruger til analyse af tallene) – du skal bare have en Googlekonto og tilmelde dig.
Hvis du har en hjemmeside, som skal give dig smør på brødet – og du ikke kan svare på ovenstående spørgsmål, så vil jeg anbefale dig omgående at få en Googlekonto og installér Google Analytics, så du ikke mere skal fægte i blinde. Hvorfor tro, når man kan vide (Rent faktisk er der bygget specielle huse til at tro i…)
Hvis du allerede har Analytics – og ikke kender svarene, så vil jeg opfordre dig til at tage et kig på den: “Har du talt med din Analytics idag?”
Hvad synes du i det hele taget om hele dette analyse-cirkus? Hvad har du opnået ved at mestre det (eller betale nogen som kan) Hvad har det betydet for din forretning? Hvad kan det betyde for din forretning at kende disse oplysninger?
Eller lever du af at hjælpe andre med af få deres hjemmesider forrest i rampelyset? Hvad kan vi forvente? Giv lyd. Del dine erfaringer.