Søg

Giv vanetænkningen en lige højre!

Giv vanetænkningen en lige højre

Vil du gerne opnå noget mere, noget andet, noget nyt, noget bedre? Super! Især hvis du så vælger at gøre noget andet end det du plejer. Hvis du gør som du plejer og forventer, at der sker noget nyt og spændende, bliver du nok skuffet. 

Hvis du vil opnå noget nyt, må du gøre noget nyt.

Derfor vil jeg – med fare for at blive anklaget for opfordring til vold – foreslå dig til at give vanetænkningen en lige højre, et cirkelspark eller nikke den en skalle.

Du skal ikke slå vanetænkningen fuldstændig til lirekasseperson, for du har også brug for den – i andre situationer. Skal du ud og købe dagligvarer, er det sjældent nødvendigt at nytænke ethvert køb. “Hmm! hvilke opvasketabs skal jeg købe i dag? Eller? Mon jeg kan købe noget andet, som virker endnu bedre? Måske noget salmiakspiritus?” Nej, vel?!

Hvad vil du egentlig?

At vide hvad du vil er et godt udgangspunkt for at opnå dit mål. Når det bare kører derudaf – uden mål, så skal du nok komme frem til et eller andet. Det er bare ikke sikkert, at du havner et attraktivt sted.

Negativ brainstorming

 Du kan udfordre vanetænkningen på mange måder. En af mine foretrukne måder hedder “Negativ brainstorming”.

Lad os sige, at dit mål er at starte en lækker minigolfbane, som du gerne vil tjene en masse penge på.

Saml al den negativitet, som du overhovedet kan opdrive. Husk at invitere de største nej-hatte, du kender, med til begivenheden. De vil elske det og have masser af guldkorn til dig. Giv negativiteten fuld skrue og opnå bedre resultater.

Derefter går I i gang med at liste alle de kriterier, der skal til for at din minigolfbane bliver en total fiasko.

  • Åbningstider november-februar i tidsrummet 17-22
  • Ingen parkeringspladser til gæsterne
  • Absolut ingen marketingindsats
  • Kedelige baner 
  • Betaling må kun være muligt med kontanter og flaskeboner fra Irma
  • Ansæt kun ubehøvlet personale
  • Lad være med at vedligeholde banerne
  • Ingen toiletfaciliteter
  • Tag ublu priser
 

Og en hel masse andre ting, som også vil være dræbende for din forretning. Det gælder om at give negativiteten FULD SKRUE.

Nu har du en liste med ting, som udgør en trussel mod din forretning. Tag hvert enkelt punkt og beslut dig for, hvad du vil gøre for, at det ikke bliver en trussel. På den måde bruger du negativiteten i det positives tjeneste…

Få hjælp af andre

Du og jeg er verdensmestre i vores egne liv. Hvem er bedre til at vide, hvad der er bedst for os? Vi lever jo i det – hele tiden. Alligevel (eller rettere sagt derfor) er det nogen gange en god idé at få andre på banen.

Vi er nemlig så meget fedtet ind vores egen autopilotstyrede dagligdag, at vi nemt overser/ignorerer/fortrænger de skarpe og relevante spørgsmål, som en udefra kan stille. Hvem hjælper dig i dag?

Hvordan gør du?

Hvordan sikrer du dig, at du opnår dine mål? Har du en metode, som bare gør det for dig? Skriv en kommentar og del din metode. Lige her. Kom frisk.

Læs også

Skriv et svar

Hvad søger du?

Skriv til mig, hvad jeg kan hjælpe dig med